20.3.2016:
ANKER JØRGENSEN ER DØD, 93 år.

Anker Jørgensen, dansk folkeeje og landsfader - vor tids eneste folkekære statsminister med rødder dybt i den danske arbejderklasse. Anker, den tidligere svajer og arbejdsmand, der blev hædret med betegnelsen velfærdssamfundets bygmester og sammen med sit hold fik gennemført så afgørende velfærdsreformer som efterlønnen, garanti-lønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element tilligemed det endegyldige nej til Atom-kraft.

Anker var på fornavn med nationen, han var folkets mand med ægte følelser for de svageste i samfundet. Han var forkætret af det velbjærgede borgerskab men ellers omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han var Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Sammen med Ingrid flyttede Anker Jørgensen ind i Sydhavnen allerede i 1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på Marienborg, og en menneskealder senere boede Anker stadig i nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passede på ham. Først den 1. november 2008 sagde Anker farvel til lejligheden på Borgbjergvej for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.

Den fremragende journalist og forfatter Olav Hergel beskrev Ankers liv i kvarteret således i sin artikel i Berlingske Tidende søndag den 27.2.2005:

"Det er 20 år siden, Anker gik af som partiets formand, men han svæver stadig over kvarteret. Han kommer forbi hjørnet, hvor gutterne står og taler engang imellem. Ikke fordi han skal, men fordi han vil ... Han bliver svagere og svagere, ældre og ældre, mere og mere krumbøjet, men han går stadig i Fakta og kommer stadig nede i pavillonen hos Laila på Mozarts Plads og får en æblekage og en kop kaffe ...  "Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker, " siger Roland på 55 år .. De andre nikker."

Anker Jørgensen var livet igennem trofast mod sin opvækst, mod sin ungdoms idealer - man hørte hjertet banke, når han talte om solidaritet, om retten til velfærd til alle, til vore svage, de arbejdsløse, de handicappede, de syge og gamle. Det var ikke bare ord. Han var kompromisløs i sin holdning til, hvad der var rigtigt og forkert, og han gik uden frygt i klammeri med magthavere som gidseltageren Saddam Hussein, USA's præsident, de rige oliesheiker, NATO's øverste generaler, Danmarks rigeste mand Mærsk Mc-Kinney Møller og flere med dem.

Det startede tidligt - i bogen "Til Venstre For Midten" ved Bent Hansen fortalte Anker Jørgensen om et fotografi på forsiden af Socialdemokraten i midten af tredverne, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham og brændte sig ind i hans barnesind:

"Det har været omkring 1935. Det forestillede en jøde, der gik spidsrod gennem en berlinsk gade, og bag ham gik to nazister i nazistuniform og i lange støvler med et hagekors på armen. Jødens benklæder var klippet i takker omkring knæene, og om halsen hang et stort papskilt, hvorpå der stod: Ich bin ein Jude. Tusinder af mennesker stod på gaden - ingen greb ind - og det er måske forståeligt. Dette og alt det, der fulgte under nazismen, er de værste og frygteligste udslag af det, der begynder i det små: han er anderledes, og han skal kanøfles."  

På baggrund af et personligt kendskab i mere end 20 år kunne Ole Stavad, mangeårig minister, udtrykke sin respekt for den gamle socialdemokratiske kæmpe i sin artikel den 24. januar 2006 i Jyllands-Posten under overskriften En Hædersmand:

"Anker Jørgensen er en hædersmand med ærlige holdninger. Derfor skylder vi ham alle sammen meget, som langt overstiger den gæld han efterlod som statsminister. Han prægede Danmark med værdier, som vi er ved at miste, hvis ikke ærligheden igen indfinder sig i Dansk politik."

Anker Jørgensen på Amalienborg
oktober 1972 - "Go dav, Anker"

Et væsentligt vidnesbyrd - og et nødvendigt vidnesbyrd. På Internettet er Anker Jørgensen et yndet hadeobjekt i ganske bestemte kredse, og man finder ham forhånet og nedgjort, lad mig citere fra disse kredse på nettet: "... landet var ved at gå bankerot under Anker Jørgensen ..." "... han belånte Danmark op til skorstenen ..." "... lille, rød og værdiløs! ..." "de forbryderiske muhamedanere, som den lede slimede småfed hylende Anker Jørgensen fik udstyret med et dansk pas ..."

I en email stilet til forfatteren den 26. april 2006, lød det således: " ... En mand der kunne have boet på Marienborg, men valgte at blive på Sydhavnen, er jo tindrende psykopat i Lundin-klassen ..."

I sin Den Nye Danmarkskrønike fra 1997 fortæller forfatteren og journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld, at det elegante 1700-tals landsted Marienborg ved Bagsværd Sø, som en rigmand havde testamenteret til skiftende statsministre, ikke rigtigt var noget for Anker Jørgensen. I et interview i Aktuelt i anledning af sin 70 års fødselsdag forklarede Anker nærmere:

"Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."

Gregers Dirckinck-Holmfeld kunne tørt konstatere, at for folk med fine fornemmelser var der ikke meget at hente i Anker Jørgensens hidtidige livshistorie. Men nok for folk med sans for skæbner og menneskelige kvaliteter.

Måske var det ikke en velbefaren verdensmand, Danmark sendte på banen i udlandet, men det var en mand med et godt håndtryk. Han kendte sine begrænsninger og gjorde noget ved dem. I sine unge år havde han brugt sine arbejdsløse perioder og fritiden til at videreuddanne sig og var f.eks. i 1959 på et tre måneders stipendieophold på Harvard universitetet i Boston for at studere arbejdsmarkedsforhold. Nu i maj 1973, da han havde været statsminister i bare 6 måneder, skrev Anker i sin dagbog:"Er begyndt på engelsk-undervisning med magister David Nielsen. En time hver morgen."

Anker Jørgensen
Hovedbanegården, 10. november 2005
Foto: Jacob Bøtter

Alex Frank Larsen anfører i sin glimrende biografi: Anker, Mennesket - Magten - Meningerne, at Anker Jørgensen i sjælden grad er inkarnationen af det danske folk. Ingen dansker i nyere tid repræsenterer som Anker den danske folkesjæl - den almindelige danskers levevis, idealer, forhåbninger og handlinger:

"Anker Jørgensens jævne levevis får os let til at glemme, hvilket usædvanligt menneske han er. Hans ligefremme, åbne og prunkløse væsen, hans notoriske ærlighed og kontaktskabende evner har gjort ham til folkeeje i en sådan grad, at vi næsten tager ham som en selvfølge. Men Anker Jørgensens personlige historie er unik og lader sig ikke gentage .."

Jeg kan varmt anbefale forfatteren Alex Frank Larsens helt fremragende bog: Anker - et liv med fejder, der udkom 1. maj 2015 på Gyldendal

- Louis Bülow
  www.auschwitz.dk