 |
 |
 |


|
 |
 |
 |

"I vil også fra
forskellige sider af samfundet møde kravet om, at I må have en
livsanskuelse ... Men hvilken livsanskuelse I end vælger, så
glem ikke, at den først og fremmest skal være menneskelig."
- Anker Jørgensen til en fest for konfirmander, foråret 1966
"Ja, jeg er altså
den nye statsminister" sagde jeg til Dronningen. "Dèt
ved jeg skam godt, hr. statsminister", sagde hun og klappede
hænderne sammen - "jeg læser jo også aviser."
- Anker Jørgensen, ny statsminister, den 5. oktober 1972
"Meget enkelt kan man sige, at begrebet solidaritet ikke
er så populært mere. Folk forbinder det næsten alene med
sociale tabere og strid på arbejdsmarkedet. Vi må lægge noget
andet og bredere i begrebet solidaritet. Vi må være eksponenter
for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud
og sige: kærlighed."
- Anker Jørgensen, Ninka-interview i 1995
"Man kan studere sig til en
stadig bedre argumentation for dèt, man føler er rigtigt. Men
dèt, der er afgørende for retningen, man vælger, dèt er
hjertet ..."
- Anker Jørgensen, 1999
"Vi
risikerer, at vi i de første 50 år efter denne krig vil få en
dybt splittet verden. Drop Bush, men ikke bomber."
- Anker Jørgensen om Irak-krigen, den 15. marts 2003
”Der er for mange ... der ægger til mistro, kommer med nedværdigende
omtale og på den måde er med til at udstøde medmennesker, som
ikke ligner dem, der medvirker i en Morten Korch-film. Det er
nemlig ikke nok at være dus med himlens fugle eller kunne hilse på
en kronhjort. Vi skal lære at leve med resten af verden, der
kommer til os, uanset om det er fra Tyrkiet, Polen eller Chile.”
- Anker Jørgensen, på Auschwitz-dagen den 27. januar 2005
”Det
er sange, som taler direkte og inddirekte om solidaritet mellem
mennesker. Ikke bare den traditionelle fagforenings solidaritet,
som ellers er vigtig nok, men den solidaritet, jeg omsætter til kærlighed.
Fordi solidaritet er medmenneskelig kærlighed, som jeg ellers
synes, vi har for lidt af i dag. Solidaritet er ikke det, der
siges, men det, der gøres."
- Anker Jørgensen om Sange Til Anker i interview i
Søndagsavisen den 29. april 2007
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
 |

20.3.2016:
ANKER JØRGENSEN ER DØD, 93 år.

Anker
Jørgensen, dansk folkeeje og landsfader - vor tids eneste folkekære
statsminister med rødder dybt i den danske arbejderklasse. Anker, den tidligere svajer og
arbejdsmand, der
blev hædret med betegnelsen velfærdssamfundets bygmester og
sammen med sit hold fik
gennemført så afgørende velfærdsreformer som efterlønnen,
garanti-lønnen,
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, en omfattende socialreform med Bistandsloven
som vigtigste element tilligemed det endegyldige nej til Atom-kraft.
Anker var på fornavn med nationen, han var folkets mand med ægte følelser for
de svageste i samfundet. Han
var forkætret af det velbjærgede borgerskab men ellers
omgærdet med dybfølt sympati og beundret for sine standpunkters mod. Han
var Vajsenhusbarnet, som arbejdede sig op til samfundets top fra den
fattige barndom som forældreløs på Amagergade på Christianshavn, hvor
fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i
gården.
Sammen med Ingrid flyttede Anker Jørgensen ind i Sydhavnen allerede i
1949, og i 1960 rykkede familien med de 4 unger ind i en 3-værelses lejlighed i det
almene boligbyggeri AKB på Borgbjergvej 1 med udsigt til baneterrænet. Uden vaklen sagde han nej til al statsminister-luksus på
Marienborg, og en menneskealder senere boede Anker stadig i
nummer 1 på Borgbjergvej, hvor alle passede på ham. Først
den 1. november 2008 sagde Anker farvel til lejligheden på Borgbjergvej
for at flytte ind i en beskyttet bolig på plejehjemmet Plejebo lige midt
i det gamle arbejderkvarter Vesterbro.
Den fremragende journalist og forfatter Olav Hergel beskrev Ankers liv i
kvarteret således i sin artikel i Berlingske Tidende søndag den
27.2.2005:
"Det
er 20 år siden, Anker gik af som partiets formand, men han svæver stadig
over kvarteret. Han kommer forbi hjørnet, hvor gutterne står og taler
engang imellem. Ikke fordi han skal, men fordi han vil ... Han bliver
svagere og svagere, ældre og ældre, mere og mere krumbøjet, men han går
stadig i Fakta og kommer stadig nede i pavillonen hos Laila på Mozarts
Plads og får en æblekage og en kop kaffe ... "Vi elsker Anker.
Vi elsker alle sammen Anker, " siger Roland på 55 år .. De andre
nikker."
Anker
Jørgensen var livet igennem trofast mod sin opvækst, mod sin ungdoms
idealer - man hørte hjertet banke, når han talte om solidaritet, om
retten til velfærd til alle, til vore svage, de arbejdsløse, de
handicappede,
de syge og gamle. Det var ikke bare ord. Han var kompromisløs i sin holdning
til, hvad der
var rigtigt og forkert, og han gik uden frygt i klammeri med magthavere
som gidseltageren Saddam Hussein, USA's præsident, de rige oliesheiker,
NATO's øverste generaler, Danmarks rigeste mand Mærsk Mc-Kinney Møller
og flere med dem.
Det startede tidligt - i bogen "Til Venstre For Midten" ved Bent
Hansen fortalte Anker Jørgensen om et fotografi på forsiden af Socialdemokraten
i midten af tredverne, der gjorde et uudsletteligt indtryk på ham og brændte
sig ind i hans barnesind:
"Det
har været omkring 1935. Det forestillede en jøde, der gik spidsrod
gennem en berlinsk gade, og bag ham gik to nazister i nazistuniform og i
lange støvler med et hagekors på armen. Jødens benklæder var klippet i
takker omkring knæene, og om halsen hang et stort papskilt, hvorpå der
stod: Ich bin ein Jude. Tusinder af mennesker stod på gaden -
ingen greb ind - og det er måske forståeligt. Dette og alt det, der
fulgte under nazismen, er de værste og frygteligste udslag af det, der
begynder i det små: han er anderledes, og han skal kanøfles."
På
baggrund af et personligt kendskab i mere end 20 år kunne Ole Stavad,
mangeårig minister, udtrykke sin respekt for den gamle socialdemokratiske kæmpe i sin
artikel den 24. januar 2006 i Jyllands-Posten under
overskriften En Hædersmand:
"Anker
Jørgensen er en hædersmand med ærlige holdninger. Derfor skylder vi ham
alle sammen meget, som langt overstiger den gæld han efterlod som
statsminister. Han prægede Danmark med værdier, som vi er ved at miste,
hvis ikke ærligheden igen indfinder sig i Dansk politik."

Anker Jørgensen på Amalienborg
oktober 1972 - "Go dav, Anker"
Et
væsentligt vidnesbyrd - og et nødvendigt vidnesbyrd. På Internettet er
Anker Jørgensen et yndet hadeobjekt i ganske bestemte kredse, og man finder ham
forhånet og nedgjort, lad mig citere fra disse kredse på nettet: "... landet var ved at gå
bankerot under Anker Jørgensen ..." "...
han belånte Danmark op til skorstenen ..." "... lille, rød og
værdiløs! ..." "de forbryderiske muhamedanere, som den lede slimede småfed
hylende Anker Jørgensen fik udstyret med et dansk pas ..."
I en email stilet til forfatteren den 26. april 2006,
lød det således: " ... En mand der kunne have boet på Marienborg,
men valgte at blive på Sydhavnen, er jo tindrende psykopat i
Lundin-klassen ..."
I
sin Den Nye Danmarkskrønike fra 1997 fortæller forfatteren og
journalisten Gregers Dirckinck-Holmfeld, at det elegante 1700-tals
landsted Marienborg ved Bagsværd Sø, som en rigmand havde testamenteret
til skiftende statsministre, ikke rigtigt var noget for Anker Jørgensen.
I et interview i Aktuelt i anledning af sin 70 års fødselsdag forklarede
Anker nærmere:
"Jeg
kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus."
Gregers Dirckinck-Holmfeld kunne tørt konstatere, at for folk med fine fornemmelser var der ikke meget at hente
i Anker Jørgensens hidtidige livshistorie. Men nok for folk med sans for
skæbner og menneskelige kvaliteter.
Måske var det ikke en velbefaren verdensmand, Danmark sendte på banen i
udlandet,
men det var en mand med et godt håndtryk. Han kendte sine begrænsninger og
gjorde noget ved dem. I sine unge år havde han brugt sine arbejdsløse
perioder og fritiden til at videreuddanne sig og var f.eks. i 1959 på et
tre måneders stipendieophold på Harvard universitetet i Boston for at
studere arbejdsmarkedsforhold. Nu i maj 1973, da han havde været
statsminister i bare 6 måneder, skrev Anker i sin dagbog:"Er begyndt
på engelsk-undervisning med magister David Nielsen. En time hver morgen."

Anker Jørgensen
Hovedbanegården, 10. november 2005
Foto: Jacob
Bøtter
Alex
Frank Larsen anfører i sin glimrende biografi: Anker, Mennesket -
Magten - Meningerne, at Anker Jørgensen i sjælden grad er
inkarnationen af det danske folk. Ingen dansker i nyere tid repræsenterer
som Anker den danske folkesjæl - den almindelige danskers levevis,
idealer, forhåbninger og handlinger:
"Anker
Jørgensens jævne levevis får os let til at glemme, hvilket usædvanligt
menneske han er. Hans ligefremme, åbne og prunkløse væsen, hans
notoriske ærlighed og kontaktskabende evner har gjort ham til folkeeje i
en sådan grad, at vi næsten tager ham som en selvfølge. Men Anker Jørgensens
personlige historie er unik og lader sig ikke gentage .."

Jeg
kan varmt anbefale forfatteren Alex Frank Larsens helt fremragende bog: Anker
- et liv med fejder, der udkom 1. maj 2015 på Gyldendal
- Louis Bülow
www.auschwitz.dk


|
 |
 |
 |
 |
 |

"Jeg har iagttaget ham i Folketinget og dets udvalg gennem
mange år, og hans rolige, saglige, urokkelige optræden under
folkeafstemnings-
kampagnen, med et flertal i sit eget forbund imod sig, slog hovedet
på sømmet i min bevidsthed. Her var manden, der evnede at løfte
opgaven."

- Jens Otto Krag, Statsminister
"Han
mistede aldrig sin store folkelige popularitet. Han var og blev
arbejdsmanden, der var på fornavn med nationen, statsministeren,
der stod i telefonbogen uden hemmeligt nummer og aldrig fik fine
fornemmelser eller vaner."
- Gregers Dirckinck-Holmfeld, Forfatter
"Det
handler ikke om noget partipolitisk, for det er irrelevant. Som
statsminister havde han en enorm integritet og præcision, men
alligevel også en folkelighed uden at lefle. Han holdt fast i sine
principper, men talte alligevel, så alle kunne forholde sig til det.
Det står for mig som en anden type folkelighed, én jeg virkelig
værdsætter."
- Susanne Bier, Filminstruktør
"Hvorfor er det at en mand som Anker Jørgensen interesserer
mig?
Jeg har aldrig mødt ham, han har ikke været en aktiv politiker, mens jeg har
levet. Så hvad er meningen med at
blive fascineret af denne gamle mand?
Anker er et symbol på folkeligheden. En mand der aldrig har mistet
jordforbindelsen, selv efter mange år på borgen.
Han er et minde om, at vi skal huske at passe på de syge og svage i
samfundet, en mand der aldrig har glemt solidariteten.
Han er en person, der gør én stolt over at være Socialdemokrat. Nogen siger vi aldrig vil få
én som Anker igen. Det er jeg uenig i - det er rigtigt, at vi aldrig vil se den samme historie
igen. Men vi skal da
efter bedste evne følge Ankers eksempel, og holde jordforbindelsen, og aldrig glemme at tænke på de dårligt stillede i
dét her samfund. Hvis vi gør det, bliver vi alle sammen vores egne små
Ankere ..."
- Teodor Rørbech, Studerende
"Jeg
har altid været utrolig stolt af min far. Også den dag i dag, hvor
han som en gammel mand stiller sig op på talerstolen for at fortælle
om sit liv. Det er da godt gået. Det sjove er, at min datter, Pil,
er begyndt at synes det samme. Sidste år inviterede hun ham op på
gymnasiet i Ringe, hvor hun havde samfundsfag. Da hun kom hjem,
efter han havde holdt et foredrag, sagde hun: "Det er lidt sejt
at have sådan en morfar".
- Mette Kvist Jørgensen,
Antropolog og Keramiker,
Ankers datter
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
 |
 |
 |